INDUSTRI, ETAGEBYGGERI OG INSTITUTIONER
Opførelse af erhvervs- og etageboligbyggeri forudsætter byggetilladelse. Eksempelvis gælder det:
- Industri- og lagerbygninger
- Erhvervsbygninger, herunder kontorer
- Garageanlæg
- Skoler, idrætshaller og svømmehaller
- Børnehaver og vuggestuer
- Butikker
- Forsamlings- og selskabslokaler
- Kirker og sognegård
- Etageboliger, ungdomsboliger, plejehjem
- Hoteller, kollegier, kroer m.v.
- Sygehuse
- Institutioner til fysisk og psykisk handicappede
- Anvendelsesændringer
- Om- og tilbygninger
Er du i tvivl om dit byggeprojekt kræver byggetilladelse eller ej, er du velkommen til at kontakte afdeling Byg.
Inden du sender din ansøgning
Det er vigtigt, at du først undersøger bygningsreglementet, og om der er privatretlige servitutter, deklarationer, offentligretlige byggelinjer, lokalplaner, byplansvedtægter m.v., som kan få indflydelse på opførelsen af dit byggeri.
I større og komplicerede byggerier tilbyder kommunen forhåndsdialog.
Bemærk, at der gælder særlige regler for opførelse af byggeri i landzone.
Send fyldestgørende ansøgningsmateriale
Du opfordres til at sende ansøgningsmaterialet komplet og samlet. Manglende materiale vil forlænge sagsbehandlingen af din ansøgning.
Gennemgå nedenstående liste for at sikre, at du får sendt alt nødvendigt materiale med. Listen er vejledende og er afhængig af det konkrete projekt.
-
Ansøgning om byggetilladelse
- Evt. dispensationsansøgning
- Fuldmagt fra ejer (hvis ansøgningen ikke er underskrevet af ejer)
- Situationsplan – med angivelse af koter for grunden og byggefelt
- Facadetegninger
- Plantegning
- Snittegning
- Kloak-/afløbsplan
- Energirammeberegning (ved nye boliger)
- Varmetabsberegning (ved om- og tilbygning)
- Tinglyste dokumenter, der kan være relevante for byggesagen
- Byggeskadeforsikring (ved nye boliger)
Alle tegningerne skal være målsatte og målefaste. Alt tegningsmateriale skal sendes i 3 eksemplarer; et sæt til kommunen, et til ejer og et til ansøger.
Byggetilladelsens gyldighed
En byggetilladelse bortfalder, hvis arbejdet ikke er påbegyndt inden 1 år fra tilladelsens dato.
Byggesagsgebyr
Når kommunen giver en byggetilladelse, vil der blive opkrævet et gebyr for byggesagsbehandling.
Ny procedure for byggesagsbehandling
Pr. 1. januar 2009 trådte nye regler om byggesagsbehandling i kraft. Som følge af de nye regler er alt byggeri delt op i 2 kategorier:
- Ukompliceret byggeri
- Kompliceret byggeri
Du kan læse mere om reglerne om den nye byggesagsbehandling og kommunens rolle på ebst.dk eller i bygningsreglementet.
Ukompliceret byggeri
Det ukomplicerede erhvervsbyggeri er defineret ved, jf. BR-10 kap. 1.3.2:
- Industri- og lagerbygninger i 1 etage
Disse bebyggelser betegnes som byggerier af begrænset kompleksitet, hvor kommunen alene skal behandle byggesagen iht. bygningsreglementets kap. 2 (bebyggelsesregulerende bestemmelser) og kap. 5 (brandforhold).
Kommunen skal ikke længere syne de ukomplicerede byggerier med henblik på udstedelse af ibrugtagningstilladelse.
Det er herefter ejerens og dennes rådgivers ansvar at indsende dokumentation for, at kravene i kapitlerne 3-4 og 6-8 er overholdt.
Kompliceret byggeri
Det komplicerede byggeri er defineret ved øvrige bebyggelser, jf. BR-10 kap. 1.3.3. Som eksempler kan nævnes:
- Industri- og lagerbygninger i 2 eller flere etager
- Etageboligbyggeri, herunder tofamiliehuse med vandret lejlighedsskel
- Institutioner
- Kirker, museer, teatre, biografer
- Idrætshaller, svømmehaller, skoler
- Hoteller, kollegier, kroer m.v.
- Om- og tilbygninger
Reglerne for byggesagsbehandling af kompliceret byggeri er uændret, dvs. at kommunen stadig behandler disse typer byggerier efter bygningsreglementets alle kapitler.
Kommunen skal fortsat syne de komplicerede byggerier med henblik på udstedelse af ibrugtagningstilladelse.
Du er velkommen til at kontakte afdeling Byg, hvis du vil vide om, dit byggeri hører under kompliceret eller ukompliceret byggeri.
Sidst opdateret: 01-02-2011