I de senere år er der kommet mere og mere fokus på arbejdsfastholdelse. Det seneste er, at du som arbejdsgiver skal afholde en samtale med din sygemeldte medarbejder indenfor de første 4 uger af sygemeldingen.
Jobcenter Mariagerfjord har derfor etableret et team, som effektivt koordinerer indsatsen, så den sygemeldte kan få den nødvendige hjælp og støtte til at kunne komme tilbage på arbejdspladsen. Hovedformålene med fastholdelsesteamet er:
- At sikre arbejdsgiveren en hurtig og effektiv hjælp til at få den sygemeldte medarbejder hurtigt tilbage på arbejde.
- At yde hjælp til at den sygemeldte medarbejder gennem fastholdelses- og sundhedstiltag undgår, at sygdommen bliver kronisk med risiko for følgelidelser.
Hvad er fastholdelsesteamet?
Fastholdelsesteamet er sammensat af en tværfaglig gruppe som består af:
- Fastholdelseskonsulenter
- Fysioterapeut
- Ergoterapeut
- Psykolog
Du vil som arbejdsgiver primært have kontakt til fastholdelseskonsulenterne. Se kontantoplysninger til højre på siden.
Hvem bliver tilknyttet fastholdelsesteamet, og hvad kan teamet tilbyde?
Kommunens nysygemeldte borgere, der har en arbejdsgiver, vil i udgangspunktet blive tilknyttet fastholdelsesteamet. Din sygemeldte medarbejder vil i udgangspunktet være hos teamet i op til 13 uger.
Fastholdelseskonsulenterne kan tilbyde dig som arbejdsgiver at:
- Deltage i samtalen med dig og din sygemeldte medarbejder; herunder yde hjælp til at udarbejde en mulighedserklæring, som er en lægelig udtalelse om, hvad medarbejderen kan på trods af sygdommen.
- Undervise tillidsrepræsentanter og arbejdsledere i at kunne forebygge sygemeldinger.
- Yde hjælp til at udarbejde en fastholdelsesplan
Fastholdelsesplanen kan hjælpe med at afdække:
- Hvilke begrænsninger den sygemeldte har i sin nuværende arbejdsfunktion
- Muligheden for en delvis raskmelding
- Forslag til evt. indretning af arbejdsplads
- Skånehensyn
- Behov for særlige foranstaltninger, f.eks. personlig assistance, mentorordning, virksomhedspraktik, revalidering, fleksjob m.v.
Planen kan evt. indeholde vurderinger fra fysioterapeut, ergoterapeut og/eller psykolog.