Hvis du bor i byzone, er der større sandsynlighed for, at jorden på din grund er lettere forurenet. Den mulige forurening kan stamme fra trafik og industri og fra den daglige brug gennem mange år.
I 2008 blev begrebet områdeklassificering indført i jordforureningsloven. Områdeklassificering omfatter de områder, hvor jorden kan være lettere forurenet. Som udgangspunkt blev al jord indenfor byzone udpeget som muligt lettere forurenet.
Efter en nærmere vurdering af de enkelte byområder, har Mariagerfjord Kommune besluttet, at mange af kommunens nyere boligudstykninger kan tages ud af områdeklassificeringen, idet disse områder oftest er udstykket på landbrugsjord, som aldrig har været udsat for diffus forurening. De fortsat områdeklassificerende områder er hovedsageligt gamle bykerner og industriområder.
Udpegningen af områdeklassificerede områder er foretaget efter en overordnet vurdering af bebyggelsens alder (især medtages bebyggelser fra før 1945), påvirkning fra trafik, fyringsanlæg, forurenende virksomheder og mængden af tilført fyldjord.
I forbindelse med områdeklassificeringen gælder Mariagerfjord Kommunes Regulativ for jord. At en ejendom er omfattet af områdeklassificeringen er ikke det samme, som at ejendommen er kortlagt.
Se om din ejendom er omfattet af områdeklassificeringen
Hvad betyder det at din ejendom er lettere forurenet?
I praksis betyder områdeklassificering, at du har pligt til at undersøge jorden, inden du kører jord bort fra din områdeklassificerede ejendom og at jordflytningen skal anmeldes til kommunen. Link til anmeldeskema for flytning af jord.
Formålet er at sikre, at lettere forurenet jord ikke bliver spredt til uforurenede arealer. Drejer det sig om højst 1m3 jord, kan du køre jorden til genbrugspladsen uden først at anmelde det.
Prøver – antal og udtagning
| Jord fra klassificerede områder og offentlige vejarealer |
1 prøve pr. 120 tons |
1 prøve pr. 30 tons |
Ved kendte konkrete forureninger kan det blive nødvendigt med flere prøver for at afgrænse forureningen.
Der er ikke krav om akkrediteret prøvetagning, men det er vigtigt at kunne bevise, hvor og hvordan prøverne er udtaget. Hver prøve skal blandes af mindst fem delprøver. Prøvetagningsstederne skal indtegnes på et kort.
Når der skal udtages prøver anbefales det, at der lægges en strategi for prøvetagningen, og at du kontakter et firma (entreprenør, rådgivende ingeniørfirma eller lignende), der til daglig arbejder med dette. Hvis du blot kommer med en pose jord til et analysefirma, kan det efterfølgende give problemer. Det skyldes, at er vigtigt at vide, hvordan og hvor prøverne er taget, ellers kan beviset være tabt, og arbejdet skal gøres om.
Kategorisering
Det er kommunen, der foretager kategoriseringen af jorden. Inddelingen i forureningskategorier fremgår af bilag 4 i Jordregulativ
| Diffus forurening |
Total kulbrinter, benz(a)pyren, PAH, Cd, Cu, Pb, Zn |
| Veje, rabatjord m.m. |
Total kulbrinter, benz(a)pyren, PAH, Cd, Cu, Pb, Zn |
For andre forureningskilder skal analyseparametrene tilpasses den aktuelle forurening. Opnås der ved analysearbejdet indikation på andre forureningstyper, skal der foretages en selvstændig analyse for disse komponenter.
Hvordan skal jeg forholde mig til, at min jord er lettere forurenet?
Sundhedsrisikoen ved lettere forurenet jord er lille, sammenlignet med mange andre sundhedsrisici, som du og din familie er udsat for i hverdagen
Børn udsættes dog for en større risiko end voksne, og små børn er særligt følsomme. Mindre børn er mere følsomme over for påvirkninger fra en forurening, fordi deres krop er under udvikling. Små børn putter også tit forskellige ting i munden, eksempelvis jord, beskidte fingre og legetøj.
Hvis du overvejer at købe/sælge en ejendom
Hvis du vil købe/sælge en ejendom, kan du tjekke kommunens hjemmeside elle henvende dig og få at vide, om ejendommen ligger i et område, der er klassificeret som lettere forurenet.
Forskellige forureningsgrader / råd og regler
Uforurenet jord
Jord, der ligger uden for områdeklassificeringen og som ikke er kortlagt. Det kan som hovedregel frit anvendes som tidligere.
Lettere forurenet jord
Jord, hvor forureningen er over grænseværdierne for lettere forurenet jord men under grænseværdierne for, hvornår det skal kortlægges.
Følg råd og vejledning fra kommunen og anmeld jordflytning til kommunen
Forurenet jord / kortlagt forurening
Jord, hvor forureningen er over grænseværdierne for kortlægning.
Følg råd og vejledning fra Regionen. Anmeld jordflytning til kommunen. Spørg kommunen om der skal søges om tilladelse til anlægs- og byggearbejde i henhold til Jordforureningsloven.
Gode råd
Mariagerfjord Kommune har i samarbejde med de øvrige nordjyske kommuner udarbejdet nogle pjecer, som handler om byhaver og børns leg på lettere forurenet jord:
Yderligere oplysninger
Yderligere information om lettere forurenet jord kan findes på Miljøstyrelsens hjemmeside mst.dk. Miljøstyrelsen har bl.a. udgivet en folder og et omfattende informationsmateriale:
Se også:
Områdeklassificering - en miniguide