I badesæsonen undersøger Mariagerfjord Kommune jævnligt badevandet på kommunens 25 badevandstationer.
Vi undersøger, om der er for mange bakterier i vandet og om vandet er klart og uden synlig forurening. Normalt er badevandet i Mariagerfjord Kommune af god kvalitet, dog kan badevandet i somre med en meget varm og tør periode nå temperaturer, så alger og bakterier trives rigtig godt. Badevandet kan også påvirkes hvis et rensningsanlæg eller kloaksystemet overbelastes på grund af voldsom regn. Forureningen vil ofte blive ført til kysten via vandløb. Vi fraråder derfor generelt badning i og omkring åernes udløb.
Analyser af badevandet
For at sikre at folk ikke bliver syge af, at bade i vandet og at de hygiejniske krav overholdes, stilles der krav til vandets indhold af bakterierne E. coli og Enterokokker. Bakterierne som sådan er ikke farlige, men da de lever i menneskets tarm indikerer deres tilstedeværelse i vandet, at vandet kan være forurenet med spildevand og dermed andre smittebærere, som transporteres med spildevandet.
I badesæsonen må badevand ikke i mere end 5 pct. af tiden indeholde over 10.000 coliforme bakterier pr. 100 ml og over 1.000 termotolerante coliforme bakterier pr. 100 ml.
Undersøgelsen giver mulighed for at advare badegæsterne, hvis kvaliteten af vandet i løbet af badesæsonen bliver forringet. Endvidere bliver resultaterne sammenfattet til et helårsbillede for året, som bruges til årets badevandskort og indberettes til Miljøstyrelsen.
Information om alger
I havet optræder der hver sommer en opblomstring af alger. Meget få af disse alger kan indeholde gift.
Under meget store opblomstringer kan de udskille så meget gift, at en badetur kan give hovedpine, hudirritationer, feber, kvalme og diarré. Dyr kan i værste fald dø, hvis de drikker af vandet.
Badning frarådes hvis...
- vandet er grumset og uklart
- vandet er fyldt med hvidlige og grålige fnug og strimler
- vandet har gulbrune belægninger
- du ikke kan se dine fødder 1m under vandet
Følg de danske nationale baderåd
- Bad aldrig alene
- Bad kun hvor det er tilladt
- Gå kun ud til navlen
- Svøm langs kysten
- Spring kun på hovedet, hvor vandet er dybt nok
- Bad aldrig med alkohol eller euforiserende stoffer i blodet
- Gå op når du begynder at fryse
Blå flag
I Mariagerfjord kommune er der 3 Blå Flag strande og 1 Blå Flag Havn
Blå Flag kampagnen er en international miljøkampagne, der arbejder for et renere hav- og kystmiljø og for at højne strandes og havnes generelle sikkerhed, service og kvalitet. Desuden arbejder kampagnen for at oplyse om livet og miljøforhold langs kysten og i havet og dets betydning for mennesket.
Blå Flag sæsonen løber fra 5. juni til 15. september.