Hvem kan søge boligsikring?
Du kan søge boligsikring, hvis du bor til leje og ikke er pensionist.
For at få boligsikring skal din bolig være en helårsbolig, og den skal have eget køkken eller køkkenniche med indlagt vand og afløb.
Er du blevet førtidspensionist efter 1. januar 2003, ydes boligsikring efter særlige regler. Er du folkepensionist eller er du blevet førtidspensionist før 1. januar 2003, kan du søge om boligydelse.
Boligsikringens størrelse
Boligsikringens størrelse er afhængig af en række faktorer. De vigtigste er:
- Husstandens samlede aktuelle indkomst og formue
- Huslejens størrelse
- Boligens størrelse
- Antallet af personer i husstanden
- Antallet af børn i husstanden
Du skal altid betale et mindstebeløb af huslejen selv. Dette beløb er på 22.500 kr. om året (2012). Samtidig kan boligsikringen højst udgøre 15 pct. af huslejen, medmindre der er børn under 18 år i husstanden.
Den årlige boligsikring kan højst være på 39.516 kr. (2012). Hvis der er fire eller flere børn i husstanden, forhøjes dette beløb dog med 25 pct.
Du skal ikke betale skat af boligsikringen.
Der bliver kun ydet boligsikring til selve huslejen. Dvs. at udgifter til varme og elektricitet ikke skal regnes med, når du angiver huslejens størrelse.
Du kan finde oplysninger om formuegrænse, indkomstgrænse m.m. i vejledningen om regulering af satserne for boligsikring under Lovgivning i højre side.
Ansøgning om boligsikring
For at få boligsikring skal du sende en ansøgning til kommunen.
Søg boligstøtte
Hvornår udbetales boligsikring?
Boligsikring er forudbetalt. Det betyder, at boligsikring skal udbetales senest den første hverdag i måneden.
Den første måned, hvor du kan få boligsikring, er måneden efter ansøgningstidspunktet. Hvis du søger om boligsikring i forbindelse med, at du flytter i en ny bolig, kan du dog få boligsikringen udbetalt med virkning fra indflytningstidspunktet, hvis du har ansøgt indenfor en måned efter indflytningen.
Når boligsikringsmodtageren flytter, bortfalder boligsikringen fra fraflytningsdagen.
Klagemuligheder
Ønsker du at klage over kommunens afgørelse om boligsikring, skal du sende klagen til kommunen, som genvurderer sin afgørelse. Hvis kommunen fastholder afgørelsen, sender kommunen din klage videre til det sociale nævn.
Det Sociale Nævn (nyt vindue)
Flere oplysninger
Hvis du ønsker flere oplysninger om boligsikring, kan du henvende dig til kommunen. Du kan også læse om boligsikring på Pensionsstyrelsens hjemmeside.
Pensionsstyrelsen (nyt vindue)