Mariagerfjord Kommune ønsker at sager behandles så hurtigt som muligt.
Sagsbehandlingen skal derfor tilrettelægges sådan, at sagerne kan ekspederes uden unødige forsinkelser. Der må desuden tages særlige hensyn, hvis det er af væsentlig økonomisk betydning for en borger, at sagen afgøres hurtigt.
Hvornår sagsbehandlingen overskrider det acceptable, kan ikke beskrives generelt. Det afhænger blandt andet af sagens art, omfanget af undersøgelser, der skal foretages, og partens behov for, at der træffes en hurtig afgørelse. Desuden kan den sædvanlige sagsbehandling på området have betydning.
Retssikkerhedslovens § 3
I overensstemmelse med Retssikkerhedslovens § 3 er der - inden for det sociale område - fastsat frister for, hvor lang tid der må gå, inden der skal være truffet en afgørelse. Fristens længde kan være fastsat i love. Det fremgår også, at hvis den fastsatte frist ikke kan overholdes, skal ansøgeren skriftlig have besked om, hvornår der kan forventes en afgørelse.
Se sagsbehandlingsfrister i Mariagerfjord Kommune.
Andre områder
På områder, der ikke er omfattet af Retssikkerhedslovens § 3, bør det tilstræbes, at enhver henvendelse til Mariagerfjord Kommune er besvaret inden 10 arbejdsdage efter at henvendelsen er modtaget. Svaret kan enten være en afgørelse eller en kvittering for modtagelsen af henvendelsen med oplysning om, hvornår man kan forvente en afgørelse.
Hvis fristen overskrides skal der gives besked om, hvornår afgørelsen kan forventes.
Der gælder samme regler for besvarelse af henvendelser, som er modtaget enten som papirpost eller via mail.
Læs mere om god kommunal service i Mariagerfjord Kommune.